I tider med ventetid

Denne blog er for dem, der søger styrke og mod til den store dag. Fantastiske mødre deler forskellige fødselshistorier, unikke på deres egen måde, og indsigt, som de kan dele med kommende forældre.

Mange tak til vores mødre, der delte

Johannas historie

Dette er en smuk fødselsberetning fra Johanna (Instagram: johannagrantcom), som planlagde en hjemmefødsel. Johanna var ydmyg over ikke at kunne planlægge en fødsel hundrede procent og havde et mål og en vision om at føde sit barn på en rolig og sikker måde derhjemme.
Johanna og hendes partner forberedte sig omhyggeligt ved at skabe et sikkert og behageligt miljø og havde kontakt med en doula, som støttede dem under hele processen. Det var ikke en let rejse, men med støtte fra hinanden og de professionelle, der var til stede, var de i stand til at håndtere alt, hvad der kom på deres vej.

"Klokken er 6.30, og jeg er oppe og tisser, alt er som det plejer. Ingen tegn på noget. 06.50 Lily vågner og skal på toilettet, så jeg følger efter hende. Jeg rejser mig op, og det klassiske "knæk" høres, og jeg når at tænke "gad vide, om vandet går nu". Jeg går 5-6 meter ud i hallen ved trappen, og ja, der er en stor mængde vand. V sover ovenpå, jeg siger med ret lav stemme nedenunder "jeg tror, vandet er gået", og han vågner på et millisekund (det sker ellers aldrig). Ifølge ham lød det, som om jeg stod ved siden af hans øre og talte normalt, så han var nok meget klar og forberedt.

Jeg ringer til min mor for at få hende til at hente Lily, og så ringer jeg til min doula for at få hjælp. Vandet fortsætter med at sive og komme, hver gang jeg rejser mig, men ingen veer går i gang. 2-3 timer senere dukker doulaen op, og vi går straks i gang med øvelser fra 'Aktiv baby' for at få babyen i den optimale stilling og dermed kunne sætte fødslen i gang (vi tænker, at han nok lå lidt skævt med hovedet og derfor ingen ve-start). Det er nok nærmere 10.30/11 nu, vil jeg tro. Vi laver de tre basisøvelser på skift og starter derefter med akupressur. Hen mod frokosttid (12-13) begynder de første små fornemmelser. Vi skifter øvelser efter instruktionerne, og jeg ruller også lidt rundt siddende på en pilatesbold i næsten 1 time, mens veerne tager mere og mere til. Ved 15-tiden ved jeg, at intensiteten virkelig tager til, og på dette tidspunkt tæller jeg alt, og det er tæt på at komme ned i fødebassinet.

Jeg går i poolen omkring kl. 16.15-16.30. Så fortsætter veerne der. Forfærdelige veer, men gode pauser ind imellem. Jeg kan mærke, at det skrider frem, og denne gang kan jeg mærke, at han begynder at presse (det gjorde jeg aldrig med Lily), og den smerte var den værste, så det var svært at være positiv. Så er det tid til, at hovedet kommer ud, og det går godt, der er brug for lidt hjælp udefra, når hovedet er ude, før resten af kroppen kommer, og kl. 18.20 er han helt ude, og følelsen er: forvirring, uvirkelig og udmattet.

Efter et stykke tid flytter vi til vores egen seng (den følelse var uovertruffen) og venter på moderkageløsningen, som sker inden for 1 time. Han er opmærksom og vågen. Han ammes, og efter måske 2 timer begynder vi at forberede os på at gå i fødsel for at blive tjekket. Jeg går i bad, tager mit eget tøj på, og 4 timer efter hans fødsel ankommer vi til fødeafdelingen. Jeg bliver undersøgt, navlestrengen bliver klippet, han bliver vejet og målt, og vi bestiller tid til en lægeundersøgelse.
En fantastisk, rolig, udramatisk og kærlig fødsel i vores eget hjem. I vores egen stue. Med selskab, som vi selv vælger. Med rolige timer bagefter for den bedste mulighed for at knytte bånd osv. Det var en drøm."

Johannas tips til fødslen:

• Hav en vision om, hvordan du ønsker, at din fødsel skal være, men når det sker, så tag tingene, som de kommer.
• Fokuser på at bevare åndedrættet og roen i alle situationer
• Fortæl din partner eller støtteperson, hvad du forventer af dem. Det faktum, at I er på samme side, og at du får den støtte, du ønsker, er så styrkende.

Emelies historie

Dette er Emelies historie om en fødsel, der slet ikke var, som hun havde forestillet sig, og som endte med et akut kejsersnit og en erkendelse af, at man skal acceptere situationen, som den er.

"Det er helt sikkert rigtigt, at livet ikke altid er let at planlægge, især når det gælder fødslen og det nye liv, der kommer bagefter. Det er let at føle sig glad og spændt, men samtidig stresset og bekymret over alt det, der skal ske, men det er vigtigt at huske, at det er okay at tage det, som det kommer, og at det er helt normalt og tilladt at føle sig anderledes.

Da jeg skulle føde mit første barn, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at forberede mig så meget som muligt. Jeg pakkede min babytaske tidligt med alt, hvad jeg troede, jeg ville få brug for, lavede mad til fryseren og forsøgte at planlægge så meget som muligt. Men et par uger før den forventede dag gik alt ikke helt som planlagt. Jeg fødte for tidligt under svære omstændigheder og endte på neonatalafdelingen, hvilket var en helt anden oplevelse, end jeg havde forventet.

Det var en hård tid, men jeg lærte hurtigt, at det var vigtigere at acceptere og tage tingene, som de kom, end at forsøge at kontrollere alt. Støtten fra min partner og mine nærmeste var uvurderlig, og det var også vigtigt at bede om hjælp, når der var brug for det. Det er godt at have mad i fryseren og en plan for, hvordan man passer på sig selv og sin familie bagefter, men det er også vigtigt at være fleksibel og åben for forandringer.

Det vigtigste for mig var at føle, at jeg havde en accept af situationen, og at det var okay at tage det, som det kom. Det gav mig en følelse af ro og sikkerhed midt i alt kaosset.

Så selv om det er godt at forberede sig på fødslen og tiden derefter, er det vigtigt at huske, at tingene ikke altid går som planlagt, og at det er okay at bede om hjælp, når det er nødvendigt. Det er også vigtigt at have en følelse af accept og tage tingene, som de kommer, for at reducere den stress og angst, der kan opstå i løbet af denne tid.

I dag er der kun få dage tilbage, før det tredje barn ventes. Og det at være åben over for, at tingene kan blive, som de bliver, er en erfaring, jeg føler, jeg er blevet styrket af i dag."

Marielles historie

Dette er Marielles historie om et planlagt kejsersnit på grund af sædepræsentation og hendes tanker om det.

"Det var en følelse, jeg aldrig havde oplevet før, en blanding af nervøsitet og forventning, som ikke ligner noget andet. Vores fødsel var planlagt som et kejsersnit, så vi var forberedt på selve indgrebet. Alligevel var det en mærkelig følelse, en blanding af spænding og ro, da vi gik ind på fødestuen om morgenen for at forberede os.

Natten før havde jeg været rastløs, fordi jeg vidste, at det var vores sidste nat "alene i huset". Morgenen var rolig og spændt, og jeg gik i bad og sæbede mig ind med en bakteriedræbende sæbe, som lægen havde anbefalet. Følelsen i bilen på vej til fødslen var speciel. Jeg var klar til at møde min baby, men samtidig ønskede jeg at være uvidende om, præcis hvornår det ville ske. Jeg ville tage det, som det kom, uden at kende tidspunktet.

Vi havde besøgt fødeafdelingen før, men jeg var så opsat på en vaginal fødsel, at jeg ikke rigtig havde taget informationen om kejsersnit til mig. Jeg var taknemmelig for, at det var en planlagt operation i betragtning af risikoen ved at få et sædebarn. Samtidig følte jeg mig lidt snydt for muligheden for at opleve en vaginal fødsel og vide, hvordan veer føles.

Min partner var med mig under fødslen og var en stor tryghed at have ved min side, selv om han ikke rigtig bryder sig om hospitalsmiljøer. Han havde det påkrævede grønne tøj på og jokede med, at han lignede en læge. Han var til stede og en utrolig støtte under hele forløbet. Det betød så meget for mig, at han var der.

I forberedelsesrummet var der en fantastisk atmosfære. Personalet var fantastisk og fuld af entusiasme for den kommende fødsel. Jeg kunne gå i bad og forberede mig igen, velinformeret og vejledt af det fantastiske personale. De fortalte os, hvad vi kunne forvente, og forklarede, hvorfor vi skulle have lagt drop og katetre. De viste os også, hvilken stue vi skulle tage babyen med til, hvis der skulle blive brug for hjælp efter fødslen. Efter en lidt lang ventetid var det endelig tid til, at vi skulle på operationsstuen.

På operationsstuen blev vi mødt af et personale, der overgik mine forventninger. De var flere, end jeg havde forventet, og de gav mig alle en positiv følelse af, at de virkelig glædede sig til at byde min baby velkommen til verden. Anæstesilægen sad ved siden af mig og overvågede alt nøje, og jeg følte mig tryg ved deres tilstedeværelse.

Snittet tog lidt længere tid end planlagt, og der var en følelse af, at det hastede, og en lidt anspændt atmosfære i rummet. Men mit fokus var på at få et glimt af min baby og mærke hende mod min kind. Jeg fik kun et kort øjeblik med hende, før personalet hurtigt handlede og tog hende med ind i et andet rum for at hjælpe hende med at trække vejret. Min partner gik med dem for at være ved hendes side.

Mens jeg stadig lå på operationsbordet og blev syet sammen, talte anæstesilægen beroligende til mig. De forklarede, at det kan være lidt kompliceret at få en baby ud af sædestilling, og at der nogle gange er brug for ekstra hjælp til at sikre iltningen. Jeg husker ikke meget fra det øjeblik, men jeg kan huske, at jeg følte, at jeg burde være mere lydhør over for situationen og indså, at jeg må have været ret groggy.

Ventetiden på at blive genforenet med min partner og mit barn virkede uendelig. Hvert sekund føltes som en evighed. Men endelig kom en medarbejder ind i lokalet og beroligede mig med de glade ord om, at alt var i orden. Den følelse af lettelse og glæde, der fyldte mit hjerte i det øjeblik, er svær at beskrive med ord.

Alt i alt var det en yderst positiv og vellykket oplevelse. Personalets engagement, støtte og professionalisme gjorde hele forskellen. Selv om jeg måske ikke var i stand til at føle og reagere på den måde, jeg havde forventet, var jeg taknemmelig for, at alt gik godt, og at jeg var en del af et fantastisk team, der gjorde min babys ankomst til verden til en virkelig mindeværdig begivenhed.

Set i bakspejlet føles det ikke som om, at det var operationen, der var det værste, hvilket jeg nok havde forventet, fordi det var noget, jeg havde sat mig som mål at komme over. Det var snarere tiden efter operationen, der var hård, at det var svært at bevæge sig og tage sig af sit barn, det ville jeg gerne have været mere forberedt på.

Hver fødselshistorie er unik, vil du dele din oplevelse med andre kommende forældre? Tøv ikke med at kontakte os, så kan vi sammen skabe et rum, hvor alle historier kan blive hørt, og hvor vi kan lære af hinanden.